Stem­nings­bil­leder i Corona tid

Anbefal denne side:

Påskehilsen 

Trods nedlukning af dagscentret og besøgsforbud på Kastaniehaven, holdes humøret højt blandt beboerne og personale.

Der er dagligt mulighed for gåture og vi glæder os i denne tid særligt over, at foråret viser sig fra sin bedste side.
Det spreder glæde og giver røde kinder, når vi kommer en tur ud i det fri.

Tak til jer pårørende, frivillige og gæster af Kastaniehaven. I bidrager, selvom I ikke kan komme her i denne nedlukningsperiode. Tak for blomster, grene og grønt som leveres til døren. Vi laver smukke buketter til boenhederne, så beboerne har noget smukt at se på i denne påsketid.


Kastaniehaven ønsker alle en god påske.
Pas på hinanden i denne tid, hvor vi er sammen hver for dig.

Livet på Kastaniehaven i nedlukningsperioden.

I løbet af de sidste 14 dage er meget forandret i vores hverdag på Kastaniehaven. Kastaniehaven summer ikke af samme mænge liv, som vanligt, da vi ikke ser pårørende, frivillige eller andre gæster af plejecentret. Det hindrer dog ikke personalet i at bidrage med godt humør og sørge for at vores beboere har så normal en hverdag som muligt med de gældende restriktioner.

Vi startede med nedlukning af dagscentret i form af aflysninger af arrangementer og aktiviteter, derefter fulgte det totale besøgsstop hurtigt.
Vi har stadig besøgsstop og tager mange forholdsregler, når det kommer til hygiejne og afstand mellem boboerne. Personalet håndterer denne hverdag særdeles godt, selvom meget er ændret fra den ene dag til den anden. De informerer blandt andet vores beboer og snakker med dem om den uvirkelige virkelighed, som vi oplever i denne tid.
Personalet har også på forskellig vis bidraget til at opretholde en herlig og humørfyldt hverdag for vores beboere. En hverdag, som vi er stolte af at være en del af.
Vi har fælles morgensang i flere af husene, hvor beboerne gladeligt synger med.
Aviserne læses højt for beboer, som ønsker det.
Udeområder, terrasser og orangerier gøres forårsklar og mange nyder det gode vejr, som vi også oplever denne tid. Aktivitetsmedarbejderne fra centret er fordelt ud på boenhederne og dagligt er der flere gåture, cykelture og køreture, som giver friske røde kinder. Vores bålhytte har ligeledes været besøgt og der er blevet lavet pandekager over bål, som mange af vores beboere har nydt.
Vores terapeuter har fortsat stolegymnastikken i husene til stor glæde for flere af beboerne og også her løser de opgaven ved at tage forholdsregler med hygiejne og afstand.
Vores café har hjulpet med flere måltider i husene for også at frigive flere ressourcer til nærvær og omsorg i denne tid, hvor pårørende ikke har kunnet bistå med dette.

Personalet fortjener den største tak for deres ihærdighed, villighed, omstillingsparathed og arbejdsomhed i denne tid, hvor arbejder kræver lidt ekstra og noget andet end normalt.

Som det ser ud nu, så åbner vi dørerne igen 13.april. Det glæder vi os til. I mellemtiden vil vi bruge vores gode energi og timer på at holde smitten væk fra Kastaniehaven og på at planlægge de kommende ugers hyggelige aktiviteter, som glæder vores beboer i denne anderledes hverdag.

Vi skylder Kastaniehavens pårørende, frivillige og gæster en stor tak for jeres forståelse og for jeres opbakning på afstand i denne tid.

Med venlig hilsen
Carina Louise Skærlund, Centerleder Kastaniehaven.

En skøn lille soltråle historie om hverdagen i Kastaniehaven hvor en ny beboer banker på vores dør........

Hele tiden er der en ny beboer der banker på vores låste dør. Oprindeligt er hun vidst fra Kina og hedder noget så mærkeligt som CORONA til fornavn og Virus til efternavn. Vi åbner ikke dørene, vi har ikke flere ledige lejligheder, og vi kan ikke snakke kinesisk.
Hvor har hun godt nok forandret vores ellers åbne hus til en meget lukket enhed! Hele tiden skal vi vaske og spritte for at hun ikke kommer ind…!!
Men hun holder altså også dørene låst for alle de pårørende, mange af beboerne forstår noget af det, og nogen forstår ingenting…

Der er specielt en beboer som forstår det hele, hun SAVNER SAVNER SAVNER! sin mand. Faktisk så meget at hun sagde nej til medicin, mad osv. fordi hun nok alligevel skulle dø. Dog heldigvis kun kortvarigt. Så var der en der nævnte face time. Vupti så var hendes mand dukket op på skærmen og kommet på et virtuelt besøg – tårerne fil frit løb. Fantastisk øjeblik! Kærlighed på højt plan :-)

En datter savnede sin far så meget at hun tog køreturen helt fra Kolding, blot for at stå udenfor og kigge ind af vinduet og vinke til sin far, som på den anden side sad med tårer i øjnene. :-)

To beboere som normalt sidder og spiser måltider sammen, har ladet sig skille ad, da de jo er i højrisiko gruppen. I stedet finder den ene beboer overskud til at plukke påskeliljer og trillede over og afleverede de smukke blomster igennem terrassedøren hos sin bofælle.

Pårørende ligger smøger, chokolade, påskeæg, blade, rent tøj mm som vi bringer til beboerne. Og heldigvis har solen været højt på himlen i mange dage, vi har spist is i orangeriets dejlige varme, hygget og grint. Vi får masser af dejlig mad. Engang i mellem låser vi dørene op for et kort øjeblik for at lukke rødvin, Baileys og masser af godt humør indenfor.

"Det er så fantastiske øjeblikke at være en del af, at man lige for en stund glemmer at hele verdenen er i undtagelsestilstand."
- Bente, hus 10.

 

Den 2.4. har Citrondrengen været på besøg på Kastaniehaven. Trods kulde og blæst varmer det med musik og glade smil.